Det GODE (lange) liv i et bofællesskab

Der er alt for meget fokus på kvantitet, og alt for lidt fokus på kvalitet i dag. Det gælder også, når det kommer til levetid. Det er ofte et af de første spørgsmål, hvis nogen er afgået ved døden; “hvor gammel blev han eller hun”. Ikke; “Havde han eller hun et godt liv? Var han eller hun glad for det han eller hun havde oplevet og levet?”. Fik du gjort det du ville, fik du hørt din melodi, som Kim Larsen sang i “Om lidt bli´r her stille”.

Det er paradoksalt, at der er så meget fokus på livslængde, i stedet for på livskvalitet. Og når det kommer til det – Hvad er egentlig det vigtigste for os mennesker, når man taler om at få et GODT langt liv, med stor fed streg under GODT?

Siden 1938 har Harvard fulgt en gruppe mennesker gennem hele livet. Konklusionen er at det ikke er penge, berømmelse eller gode gener, der giver et godt liv – det er kvaliteten af de menneskelige relationer du har i dit liv. Så det giver kæmpe god mening at bruge tid og ressourcer på at finde og passe gode og nære relationer.

På øen Okinawa i Japan, får børn en fast vennegruppe for livet: et moai. Traditionen er fascinerende og århundreder gammel. Den stammer fra landsbyer på øen, der historisk lægger penge sammen til hinandens nødsituationer. Selv i dag sætter mange familier eller landsbyer på øen fem jævnaldrende børn sammen tidligt i opvæksten. De fem holder sammen resten af livet; bliver de syge, mister de en ægtefælle, eller løber een tør for penge, træder de andre til, ofte også økonomisk.

Det er præcis det, vi bygger bofællesskaber omkring: naboer, der kender hinanden og hjælper hinanden. Bofællesskabet er det permanente hul i hækken med den økologiske fællesspisning, delingen af ressourcer og hjælpen lige uden for døren, når det gælder. Der er ikke nogen bivirkninger ved at bo tæt – kun menneskelige og planetære gevinster.