Den barndom vi næsten havde glemt

Nogle gange stopper tiden et øjeblik.

En sommeraften, hvor døren står åben. En lille flok børn løber forbi. Der bliver råbt: “Kommer du?” – og et øjeblik senere er endnu et barn forsvundet ud i fællesskabet.

Ingen skærme.
Ingen planlagte legeaftaler.
Ingen kalenderinvitationer.

Bare børnenes frie leg.

Mange af os kan huske den følelse. Vi havde andre børn omkring os. Vi havde voksne, der holdt lidt øje med os – også selv om de ikke var vores egne forældre.

Et sted hen ad vejen blev den hverdag sværere at etablere. Hullet i hækken voksede til i hverdagens travlhed og virtuel socialisering.

I dag bor mange familier side om side i parcelhuse, eller opgange, uden rigtigt at kende hinanden. Legeaftaler bliver noget, der skal koordineres mellem travle kalendere. Børn bliver kørt fra aktivitet til aktivitet, mens de voksne forsøger at få hverdagen til at hænge sammen.

Derfor oplever vi igen og igen, at mennesker ikke kun søger et nyt hjem, når de kontakter EcoVillage. Mange havde måske egentlig nok ikke engang planlagt, at de skulle flytte da de faldt over os.

Mange mennesker søger en anden hverdag.

En hverdag, hvor børnene selv løber ind og ud hos hinanden.

Hvor der spontant opstår kæphestespring i gården med både unge og gamle deltagere, og hvor det at tænde vandsprederen øjeblikkeligt hidkalder en hel hær af leende vandkampskæmpende unger i alle aldre. Og hvor også de voksne griber vandpistolerne og kaster sig helhjertede ind i kampen 😊😊

Hvor optænding af grillen i sommerperioden i løbet af få øjeblikke drager en hel flok af andre bofæller til, så de også kan få grillet aftensmaden. Intet i verden kan tiltrække så mange mænd, på så kort tid 😊

Det smukke er, at ingen behøver at arrangere det.

Det er fordi livet bare opstår når “rammen” ikke spænder ben.

Når mennesker mødes igen og igen. Når man hilser på hinanden hver morgen. Når man spiser sammen i hverdagene. Når man hjælpes ad med at plante et magnolie træ eller vander og luger i fællesskab.

Så vokser der noget andet og mere end sprøde gulerødder, ikke at forklejne det under. Der vokser tillid. Og børn lægger mærke til det hele. De ser voksne hjælpe hinanden. De ser mennesker være forskellige og alligevel høre til. De ser konflikter, der bliver løst. De ser de voksne drage omsorg. Måske er det den vigtigste gave, vi kan give dem.

Ikke en større have.
Ikke flere kvadratmeter.
Ikke det nyeste køkken.

Men en barndom med mennesker, både andre børn, men også andre voksne.

En barndom, hvor der altid er nogen at lege med.
Hvor hjemmet ikke slutter ved hoveddøren.

Vi tror ikke, at bofællesskaber er løsningen på alting. Men vi tror, at det løser meget.

Vi tror på, at børn har brug for flere mennesker, end de fleste af os giver dem mulighed for at møde i hverdagen, som kan være med til at udvikle dem så de kan blive til hele voksne.

Hos EcoVillage tror vi ikke, at bofællesskaber er den rigtige løsning for alle. Men vi tror på, at børn har godt af at vokse op i et miljø, hvor de oplever, at verden er større end deres egen familie. Hvor de har frihed til at udforske, tryghed til at komme hjem og mennesker omkring sig, som vil dem det godt.